Ok, der gik lige et par dage inden jeg tænkte på det igen. Men da jeg skulle prøve en erstatning for Google Maps, måtte jeg lige tjekke. Jo, de hed også Natsværmervej og Admiralvej i både Google Maps og i OpenStreetMaps.
Så må der Googles!
Efter et par forsøg fandt jeg en sagsfremstilling i kommunens Teknik og Miljø-udvalg. (Hvert enkelt dagsordenspunkt har sit eget sagsnummer. Når et emne er diskuteret på flere møder har det flere sagsnumre, tilsyneladende uden sammenhæng (suk)).
At falde i et vej(navne)-hul
(En historie om at være hyperfokuseret på det forkerte...)
Vi kom kørende hjem en sen aften. Næsten hjemme falder mine øjne på GPS'en. Natsværmervej?!? Admiralvej?!? Det hedder de ikke og det har de aldrig heddet!
Nogen må have spillet kortudbyderne en prank (hvem der nu leverer kortdata til Apple). Det må undersøges.
Og spørger du mig i eftermiddag, drømmer du?
Så svarer jeg, nej det tror jeg ikke rigtigt.
Nogle billeder stå knivskarpt om morgenen.
Fra i nat, et tog hvor sæderne stod alt for tæt så man knapt kunne masse benene forbi, at skulle skifte tog på en perron der endet i en bred jernbaneoverskæring og et fad med lysrrøde croissanter med chokolade og spinat.
Men som dagen tager til og rationaliteten tager over, forsvinder de billeder også hen ad formiddagen.
Jeg drømmer meget.
Når jeg får lov at vågne selv, kan jeg ligge og mærke drømmen fordamper og kun efterlader enkelte billeder. Når jeg bliver vækket brat er det som en sæbeboble der springer.
Kun sjældent består bestemte personer. Jeg husker at vi var to eller var en gruppe, men hvem det var er væk.
Min rejse med PDA er stadigvæk lige begyndt, så ovenstående er ikek en fuldstændig liste. Det er heller ikke alle krav der udløser min PDA og jeg har et håb om at jeg vil blive klogere på hvilke typer opgaver der er problematiske og at det vil give mig nye strategier.
Jeg hører også meget gerne om andres strategier.
En tredje vej er at få krav til at ligne overspringshandlinger. Det kan godt være at jeg helst undgår at tage opvasken, men hvis der pludselig er et akut krav om at lave en præsentation færdig på arbejde kan opvasken gå som en leg.
Muligvis øger det angsten for præsentationen i det lange løb, men hey - så får man da i det mindste taget opvasken. Det kan godt være at det ikke er en helt sund strategi.
Nogle gange skal jeg også mærke efter hvilken del af en opgave der opfattes som et krav der udløser min PDA.
En af mine udfordringer er frisør og tandlæge. Hvis jeg kender en frisør på min vej og ved at der er gode muligheder for at gå direkte ind og blive klippet, så har jeg let ved at sige "i dag skal jeg klippes" og få det gennemført. Men bestile tid og sætte det i kalenderen - uha så rammer PDAen.
Det samme med tandlægen, det er tidsbestillingen der er et problem - ikke at sidde i stolen.
Ting jeg kan udføre på autopilot opfattes ikke som krav. En stor del af min morgenrutine og aftenrutine foregår på autopilot: Om morgenen får jeg lavet morgenmad til min søn og tømt opvaskemaskine, og om aftenen får jeg dækket bord, vasket op, børstet tænder med min søn osv.
Autopilot er ikke det samme som at jeg har tjeklister for hvad jeg skal nå. Det vil sikkert bare forstærke fornemmelsen af krav. Det betyder også jeg kan glemme opgaver, men det er et eksekutivt probelm og ikke PDA.
Kravsundgående adfærd kan have mange årsager og bare fordi man har et stort behov for at undgå krav betyder det ikke at man har en PDA-profil og at man har nytte af de strategier der virker for PDAere.
Men hvis man har PDA, så kan nogle typiske strategier til at håndtere krav betyde en større belastning og mere stress og angst.
For personer med eksekutive vanskeligheder kan det være en hjælp at opdele kravet i midre, men mere overkommelige, bider. Det kan hjælpe at der er en støtteperson der følger op og sætter en igang med næste trin. Men for mig vil det bare føles som endnu flere krav oven i hinanden og udløse en endnu større angstreaktion.
Og netop denne angstligende ubehag ved krav gør at mange sædvanlige strategier for at opfylde krav ikke virker.
Du kan godt forklare mig at det bestemmer du og at det er bedst for alle hvis vi gør sådan og sådan og i øvrigt får jeg en belønning når jeg har opfyldt kravet. Det virker måske for en neurotypisk kravsundviger, men for mig får det bare kravet til at vokse endnu mere.
Måske kan det sammenligned med araknofobi (angst for edderkopper). Jeg kan godt tænke på om en edderkop er giftig, om den er aggresiv eller om jeg kvaser den hvis jeg holder den forkert.
Det sidste kan jeg ikke lide tanken om og derfor er jeg rigtig dårlig til at fjerne edderkopper. Men jeg føler ikke nogen uforklarlig ubehag eller frygt og jeg har ikke nogen fysisk reaktion af adrenalin der fræser ud i blodbanerne.
Krav vækker en ubeskrivelig følelse af ubehag eller vrede i mig.
Det er ikke en rationel følge af at jeg ved jeg har svært ved at opfylde kravet og derfor heller vil bevæge mig udenom end at fejle. Det er selve det at noget er et krav, jeg reagerer på.
Først et forbehold: Jeg er ikke psykolog og har ikke nogen faglig baggrund. Iøvrigt er der ikke nogen fast definition på PDA, så både fagfolk og berørte famler lidt rundt for at indkredse vores oplevelser.
Det følgende er min oplevelse og opfattelse.
Hvornår er det PDA?
Det er helt normalt at forsøge at undgå krav. "Det skal du ikke bestemme, det vil jeg selv bestemme".
Hvis man har #autisme eller #adhd kan man også have eksekutive udfordringer der gør det svært at opfylde krav, som man derfor forsøger at undgå. Selv om det kan have et stort omfang er det ikke nødvendigvis egentlig #PDA.
Så hvad er PDA?
Krav kan også være noget jeg virkelig gerne vil. "Skal vi spille et spil," kan min kone spørge. Ja, det vil jeg virkelig gerne men nu er det blevet et krav og det giver mig en uro i kroppen og hele spillet er fyldt med mikrokrav og at jeg skal gøre dit eller vælge dat...
Men det kan også være helt indre krav som for eksempel tanken om at jeg burde skrive et blogindlæg om PDA.
I parforholdet giver det også problemer. Laver vi mad sammen kan udvekslingen "Skærer du græøntsager?" og senere "Nej, stykkerne skal være anderledes" få mig til at blokerer. Enten bare i passiv opgivendehed eller også i vrede eller snerren.
I værste fald bliver det til et reelt handicap: Jeg har dårlige tænder, jeg har gennem tiden betalt et utal af rykkergebyrer (ordet inkasso plejer at ruske mig ud af undvigelsen, så det er aldrig endt helt i økonomisk katastrofe) og jeg mister min omgangskreds.
I denne sammenhæng kan krav være mange ting og ikke bare at nogen konkret står og siger "du skal...".
Det kan være helt almindelige voksenting. For mig især ting som at gå til frisøren, gå til tandlæge, betale regninger, svar tilbage på SMSer eller messengerbeskeder. Rationelt ved jeg godt at det ikke forsvinder, men alligevel giver de mig en uro i kroppen som får mig til at udsætte dem "til i morgen".
Jeg hader krav...
Jeg forsøger at lære om mig selv og min #autisme. På det seneste handler det meget om hvordan jeg reagerer på krav. Selvfølgelig er der ingen der holder af unødige krav, men jeg tror der er mere i det for mig.
Derfor læser jeg en del om ekstrem (eller patologisk) kravsundgående adfærd (#PDA - på engelsk Pathological Demand Avoidance).
Så meget klogere begynder jeg selvfølgelig at se på mit liv. Hvor oplever jeg ellers angst.
Den der arbejdsopgave, jeg bare ikke kan få mig selv til at lave, men hvor ubehaget fjerner min mulighed for at lave andre ting. Selv ikke overspringshandlinger finder jeg glæde ved. Det kan vare 20 minutter eller det kan vare hele arbejdsdage.
Det er også min angst.
“Den der fysiske ubehag jeg nogen gange oplever ved telefonsamtaler, hjertet begynder at slå og jeg kan ikke trække vejret, er det angst,” spurgte jeg forsigtigt.
Her bagefter lyder det lidt tåbligt, for selvfølgelig er det angst. Jeg har bare ikke i min hjerne koblet følelsen med ordet. Ikke fordi jeg ikke har kunne føle angsten, ikke fordi jeg ikke kendte ordet.
Om angst
Jeg har aldrig helt forstået hvad folk mente med "angst". Den kortvarige oplevelse af ængstelighed kendte jeg godt, men det at have angst? Det forstod jeg ikke.
Så da psykologen på mit autismekursus sagde at mange autister også havde angst, forstod jeg ikke hvad det betød. Men jeg tænkte lidt over det.